Af Therese Dons Christensen / Vi skal spise
Brug: Vineddike er uundværlig i køkkenet og kan være baseret på alt fra sherry og champagne til rødvin og hvidvin. Rødvinseddike og hvidvinseddike er to af de mest almindelige vineddiker. Hæld lidt vineddike i alt, der trænger til et syrligt spark. Hvidvinseddike klæder både marinader, dressinger, fisk, skaldyr og bearnaisesovs. Rødvinseddike kommer til sin ret i rødbedesuppe, dressing til salater og i marinader og sovs til kødretter.
Tip: Lav din egen kryddereddike på vineddike. Læg en håndfuld krydderurter, f.eks. timian, rosmarin og estragon, i en glasflaske med låg eller i et henkogningsglas. Hæld vineddike over krydderurterne, og sæt låg på. Lad kryddereddiken trække et par uger. Ryst flasken af og til i perioden. Si den færdige eddike, f.eks. gennem et kaffefilter, og hæld den i en ren flaske.
Alternativ: Brug evt. balsamico eller sherryeddike i stedet for rødvinseddike og hvidvinseddike.
Vidste du, at vineddike hedder 'vin aigre' på fransk, som betyder sur vin? Vineddike blev formentlig opfundet ved et uheld, for eddike dannes naturligt, når vin står og gærer. Luftens ilt omdanner vinens alkohol til eddikesyre. Vinens druesort bestemmer vineddikens smag og aroma.
