Ingefær

Ingefær
Frisk, stærk og skarp. God til det salte, søde og syrlige

Brug: Ingefær er en knold og bruges som stærkt krydderi ligesom chili, peber, sennep og peberrod. Men ingefær kan mere end at gøre maden skarp og er måske det mest anvendelige af alle de stærke krydderier. I orientalske og indiske retter er ingefær et af grundkrydderierne i følgeskab med chili og hvidløg. Men ingefærs rene og friske smag kommer også til sin ret i kager, brød, is, te, øl og chutney over hele verden.

 

Tip: Frisk ingefær skal være blank i skindet og fast i kødet. Hvis skindet er rynket og indskrumpet, er kvaliteten ikke god. Frisk ingefær holder sig bedst i køleskabet og er holdbar i cirka to uger.

 

Alternativ: Ingefær er i familie med gurkemeje, kardemomme og galanga, som du i flere tilfælde kan prøve at bruge i stedet for ingefær.

 

Vidste du, at ingefær er rodknoldene på den sivlignende plante zingiber officinale? Planten bliver cirka en meter høj og stammer oprindeligt fra Asien, hvor den har været dyrket i flere tusinde år. Med tiden har den spredt sig til resten af verden. Ingefær er også et kendt naturlægemiddel, som bl.a. skulle hjælpe mod forkølelse og kvalme og give en god fordøjelse.

Opbevaring af Ingefær

Frisk ingefær bør opbevares i køleskabet. Skræl først ingefæren lige før du skal bruge den. Frisk ingefær kan fryses. Du behøver ikke skrælle ingefæren før frysning. Ingefær på glas kan opbevares i køkkenskabet. Efter åbning bør glasset opbevares i køleskabet.

Holdbarhed på Ingefær

10 måneder
I fryser
14 dage
I køleskab