Blomkål

Blomkål
Sød, nøddeagtig og nem kål

Brug: Blomkål er kendt for sin nøddeagtige smag, når den er rå, og sin sødlige smag, når den er kogt. Mange foretrækker blomkål midt i mellem, så der stadig er bid i den, og den karakteristiske kålsmag ikke bliver for dominerende. Del blomkålen i buketter og spis dem rå. Eller damp dem i letsaltet vand i fem minutter. Bland blomkål i en tomatsalat med basilikum. Eller vend blomkål i en skarp olie-eddikedressing med sennep som tilbehør til kød eller fisk.

 

Tip: Kog blomkål sammen med et laurbærblad, hvis du vil dæmpe den karakteristiske kållugt. Når du handler, så gå efter blomkål med frisk lugt og fast hoved. Hovedets størrelse siger intet om kvaliteten. Hold i stedet øje med brune pletter og slappe blade, som er tegn på, at blomkålen ikke er frisk.

 

Alternativ: I stedet for blomkål kan du evt. bruge broccoli.

 

Vidste du, at danske blomkål hører sommeren til og smager af mere end de blomkål, vi importerer fra udlandet? Der findes grønne og violette blomkål ud over den flødefarvede, som er den mest udbredte. Blomkål stammer fra de østlige middelhavslande og er i familie med broccoli. Men blomkål har været kendt i Vesten meget længere end broccoli.

Opbevaring af Blomkål

Blomkål bør ikke opbevares sammen med f.eks. tomater, æbler eller citrusfrugter. Kan fryses, men skal først blancheres i ca. 2 min. Frys i plastpose eller anden tæt beholder.

Holdbarhed på Blomkål

10 måneder
I fryser
5 dage
I køleskab