Vi Skal Spise bliver til Coop opskrifter. Nogle af vores opskrifter sender dig videre til vores nye spændende opskrifts side. Håber du kan lide det!

Mad i maj

Forrygende maj giver uanede muligheder i køkkenet. De spæde nye kartofler er efterhånden nede i en pris, hvor vi alle kan nyde godt af deres spæde væsen, skønne smag og cremede konsistens.

De små guldklumper er allerbedst, når de bare er kogt. Kartoffeltærte, kartoffelsuppe og kartoffelgratin er godt, men gem dem bare, til de større kartoffelsorter kommer i løbet af sommeren og brug de små fine kartofler som de er, friskkogte, eller kolde i salater. Prøv også at pakke dem i alufolie på et tykt leje af krydderurter, luk pakkerne og bag dem på grillen. Nye kartofler vinder, når de spises med kombinationen af fedt og salt, så server dem gerne med godt smør, tør salt ost, cremefraiche eller måske majonæse tilsat lidt finthakkede ansjoser.

Aborre og hornfisk er to lækre lystfiskerklassikere som også pryder maj. Fat fiskestangen og tag familien på en fiskepicnic på en solrig forårsdag. Bag dejlige muslibarer pakkede med kerner og frø, som kan holde sulten fra døren, og lad dagens fangst udgøre middagen. Rens og vend fileter af fisken i rugmel tilsat lidt sennepskorn og steg dem nænsomt sprøde i smør/olie. Server den pandestegte fisk med tyndt skårne asparges i vinaigrette, spæde salater og bagte rabarber eller nye gulerødder. Desserten kan passende udgøres af en nyfortolket klassiker som rabarberkoldskål med lakridskammerjunker eller lun øllebrød med vaniljeis, grofthakket mørk chokolade og smuk jernurt (citronverbena).