Vi Skal Spise bliver til Coop opskrifter. Nogle af vores opskrifter sender dig videre til vores nye spændende opskrifts side. Håber du kan lide det!

Mad i januar

Januar kalder på lette retter efter en madtung jul. Så det er ideelt at ty til sæsonens lækre fisk.

Spisekvaliteten for både torsken og dens rogn, og hellefisk topper i løbet af januar. Køb fileter af hellefisk eller torsk, og brug dem som de er, eller hak fisken og lav din egen lækre fiskefars med smæk på smagen, krydr med frisk ingefær, stødte kaffir limeblade og evt. rød chili.

Kog selv torskerognen sammen med masser af friske grønne urter eller et lidt mere kradsbørstigt krydderi, som karry. Server rognen med hjemmelavet rodfrugtremoulade og en salat på kogte vilde ris, spæde spinatblade og frisk æble i tern.
Udvalget af frugt og grønt består primært at forrådet af efterårets høst af rodfrugter, kål og kartofler. Men på denne tid af året er mange af de mere eksotiske tropegrøntsager og -frugter modne og lækre. De bringer smukke farver, spændende smage, behagelig bitterhed og dejlig sødme, til både salte og søde retter. Prøv for eksempel karambole(stjernefrugt), pomelo eller papaya i grønne salater eller råkost sammen med rå tyndt skårne rodfrugter og en syrlig dressing.
Glem heller ikke de sidste forråd af danske æbler! – De giver stadig en dejlig frisk juice og en let syrlig smag i brød og kager. Lad skrællen sidde på, det er den, som gemmer på de dyrebare vitaminer.