Vi Skal Spise bliver til Coop opskrifter. Nogle af vores opskrifter sender dig videre til vores nye spændende opskrifts side. Håber du kan lide det!

Mad i december

Vi kryber tættere sammen i december, vinteren sætter så småt ind, det bliver vådt og gråt og alle krydser fingre for en hvid jul, så vi kan få noget pænt at kigge på og komme ud på ski og kælk.

Det eneste, som stadig står stolt i haven er grønkålen og hårdføre urter som rosmarin og timian. De danske æbler holder sig flotte i en isolerende kølekasse. Nyd dem friske så længe som muligt, på salater, på morgengrøden eller direkte, som de er.

Julemåneden er også måneden, hvor vi svælger i mad, konfekt og gløgg. Men vi behøver ikke at fylde os med kalorier hele tiden. Dagene er mørke og travle, så hvad med at nøjes med lette, sunde og hurtige hverdagsretter med årstidens kål, rodfrugter og græskar. Kombiner med oversøiske, fuldmodne citrusfrugter, som i december er allermest aromatiske og saftfyldte. De mellemøstlige granatæbler, med smukke rubinagtige kerner og en frisk og let bitter smag, gør sig godt som smagssætter i salater. Prøv kernerne i en drink, akkompagneret af lidt kølig champagne, for eksempel som velkomst til julefrokosten.

Fyld huset med lune dufte af nybagt hjemmebag og læg bunden med bagværket, inden decembergodterne kommer på bordet. Bag smagfulde boller på basis af mættende meltyper, som for eksempel rug-, fuldkornsspelt og byg. Det giver brødet en ny kompleks smag og en anderledes tekstur. Nyd brødet med resterne fra sommerens skattekammer (marmelade, sirup etc.) eller som tilbehør til en varmende suppe, der kan jage forkølelserne på porten.