Vi Skal Spise bliver til Coop opskrifter. Nogle af vores opskrifter sender dig videre til vores nye spændende opskrifts side. Håber du kan lide det!

Indisk mad

Det indiske køkken er varmt, krydret og aromatisk.

Spidskommen, kanel, kardemomme, ingefær, hvidløg og chili skaber smagsfylde og brænder, når de ristes i ghee (klaret smør, bruges i stedet for smør og olie) over glohede bålpander. Balancen skabes med mælkeprodukter, som yoghurt og panir (minder om fast hytteost eller feta) og friske frugter, som mango og badara (syrlig stenfrugt), der alle virker kølende på både krop og sjæl i det hede klima.
Køkkenerne er forskellige i nord og syd. Generelt nydes kylling, lam/får, ged og svinekød gerne helstegt eller marineret, f.eks. Murghi tandoori (kyllingestykker yoghurtmarineret og grillstegt), mens oksekød er sjældent, da hinduerne anser koen som hellig. Grøntsager og linser danner grundlag for en lang række curries (sammenkogte saucer) og dahl (vegetariskgryderet på basis af linser), som ledsages af kogte ris, kølende raita’er (yoghurtdip) og chapati eller naan (fladbrød).
Lassi (læskende mælkedrik), som minder meget om de populære smoothies, drikkes på alle tider af døgnet, i både salte og søde versioner, baseret på sødmælksyoghurt, vand og evt. frugt. Kondenseret mælk (mælk indkogt med sukker) er grundingrediensen i et utal af indiske søde sager, blandt andet barfi (konfekt) og kulfi (mælkeis). Kondenseret mælk kan herhjemme købes i specialbutikker og velassorterede supermarkeder.