Brug: Spinat bliver ofte forbundet med en sur pligt på middagstallerkenen. Men i virkeligheden er den populær i køkkener over hele verden og nydes både rå, dampet og stuvet i krydrede eller delikate retter. Det er meget få ingredienser, der ikke passer til spinat. Især æg, fisk og mælk nyder godt af spinatens følgeskab. Fiskelasagne, tærter, salater, risotto, pasta, brød, pandekager og pizza - mulighederne er uendelige. Spinat er en bladgrøntsag og i familie med bl.a. grønkål og bladbede. Men spinat er den mest anvendelige. Måske fordi den smager tilpas syrligt og samtidig er mild.
Tip: Frisk spinat kan næsten ikke skylles grundigt nok, da de krøllede eller glatte blade ofte gemmer på masser af sand og jord.
Alternativ: Brug f.eks. bladbede eller grønkål i stedet for spinat.
Vidste du, at spinat er berømt for at være fuld af A- og K-vitaminer, jern, calcium og kalium? Der skal dog store daglige mængder til, før spinat giver supermandskræfter som Skipper Skræks. Men selv om spinat strutter af vitaminer og mineraler, indeholder den samtidig oxalsyre, som hæmmer kroppen i at optage jern og calcium. Hvis du ofte spiser spinat, kan det derfor være en god idé at tilsætte non-oxal til spinat. Non-oxal neutraliserer spinatens oxalsyre, så kroppen kan optage spinatens mineraler. Om non-oxal også smitter af på spinatens smag, er der delte meninger om.
