Af Therese Dons Christensen / Vi skal spise
Brug: Safran er blomsteragtig, delikat, sød og varm. De rødorange tråde giver maden en yndig smag og gør samtidig retten gylden og appetitlig at sætte gaflen i. Prisen er pebret, men heldigvis skal der sjældent mere end en knivspids safran til en ret. Bruger du mere, bliver safran hurtigt dominerende sød. Fisk, skaldyr og ris går hånd i hånd med safran i spansk paella. Italiensk risotto milanese og den franske fiskesuppe bouillabaisse kan heller ikke undvære safran. Brug også safran i desserter, brød og kager, hvor krydderiets sødme kommer til sin ret.
Tip: Hæld kogende vand over safrantrådene, og lad dem trække i fem minutter, inden de kommer i maden. Det giver den bedste smag. Brug evt. også vandet, som safrantrådene har trukket i, til at give farve og smag i maden.
Alternativ: Brug evt. gurkemeje i stedet for safran.
Vidste du, at safran er verdens dyreste krydderi? Safrantråde vokser på støvdragerne i hjertet af safrankrokus, som er en lysviolet blomst. For at fremstille 450 gram safrantråde høstes 200.000 blomster med håndkraft. I oldtiden brugte græske kvinder safran som kosmetik. Safran blev også brugt til at farve kostbare silkestoffer. I middelalderen var safran et statussymbol i Europa. I 1400-tallets England var 500 gram safran det samme værd som en hest.
