Af Therese Dons Christensen / Vi skal spise
Brug: Pinjekerner er søde og delikate og hører hjemme i mad, der smager af Middelhavet og Mellemøsten. Basilikum og pinjekerner er en klassisk duo, som forvandler sig til pesto, hvis du blender dem med hvidløg, parmesan og olivenolie. Farsretter tager også med glæde imod en håndfuld pinjekerner. F.eks. græske vinbladsdolmer med ris og hakket lammekød. Drys pinjekerner i tærter eller salater. Eller nyd dem i retter med kylling eller i desserter. Rist pinjekerner let på en pande først. Varmen skruer op for deres søde smag og giver ekstra knas i maden. Den diskrete og søde nøddesmag går også godt til ost.
Tip: Pinjekerner er fulde af protein og er derfor alletiders for vegetarer.
Alternativ: Brug f.eks. mandler, solsikkefrø eller hasselnødder i stedet for pinjekerner.
Vidste du, at pinjekerner kommer fra pinjetræet og vokser inde i træets kogler? Pinjetræet er et almindeligt nåletræ i USA og Europa. Pinjekerner på det danske marked kommer hovedsaligt fra middelhavslandene og Kina.
