Vi Skal Spise bliver til Coop opskrifter. Nogle af vores opskrifter sender dig videre til vores nye spændende opskrifts side. Håber du kan lide det!

Lime

Brug

Lime minder unægteligt om citron, og vi bruger også typisk de to citrusfrugter på samme måde. Men lime er fuld af syrlig aromatisk saft og har en mere eksotisk smag og duft end citron. Lime er uundværlig i wok-retter og thaimad og hanker op i ris, rejer og skaldyr. Lime fuldender også et hav af drinks og cocktails, bla. mojito. Mexicanske retter går hånd i hånd med lime, f.eks. guacamole. Men lime er også fantastisk i desserter og kager og kommer for alvor til sin ret i selskab med kokos. Brug lime, når is og flødeskum trænger til et syrligt og eksotisk spark, for lime er fortrinlig i desserter med fløde. 

 

Tip

Bland limesaft med eksotiske frugter som mango, papaya, ananas og melon. Lime fremhæver frugternes egen smag.

 

Alternativ

Brug evt. citron i stedet for lime.

 

Vidste du, at

lime vokser på limetræet, som er lille og har kraftige torne? Vi kender lime som grønne citrusfrugter, men i virkeligheden er de grønne, fordi vi spiser dem, mens de er umodne. Når de er modne, bliver de gule som citroner. Lime er tropernes citron og stammer sandsynligvis fra Malaysia. Herfra er de bragt til Indien og Iran, inden de kom til Europa i det 13. århundrede. Spanske opdagelsesrejsende tog dem med til Amerika, hvor lime vokser vildt mange steder i dag. Lime dyrkes især i Mellemamerika og Asien i dag.   

Opbevaring

Lime kan opbevares ved stuetemperatur, i frugtskålen eller køkkenskabet. Du kan med fordel lægge frugten i køleskabet for at forlænge holdbarheden. Holdbarheden afhænger dog af hvor moden frugten var ved køb. Pres evt. saften fra lime og frys den i isterningposer eller større portioner.
1 måned
I fryser
14 dage
I køkkenskab
21 dage
I køleskab