Kidneybønner

Brug

Simreretter er vilde med kidneybønner. Hæld de røde og robuste bønner i varme retter, der trænger til lidt gods. Kidneybønner har en sødlig smag i sig selv og en særlig evne til at ændre smag efter de ingredienser, de er i selskab med. Lad kidneybønnerne simre med kød, tomater, løg, chili og krydderurter, og oplev, hvordan de trækker kraft til sig. Kidneybønner kommer for alvor til deres ret i chili con carne og i chili sin carne. Men nyd dem også kolde i salater med krydderurter, olie, eddike, hvidløg og friske grøntsager.

 

Tip

Brug evt. kidneybønner fra dåse. De er klar til brug, og du slipper for at udbløde og koge tørrede kidneybønner.

 

Alternativ

I stedet for kidneybønner kan du bruge andre bælgfrugter som kikærter, hvide bønner eller linser.

 

Vidste du, at

  kidneybønner har fået deres navn, fordi de har samme form som nyrer (kidney betyder nyre på engelsk)? Kidneybønner stammer oprindeligt fra Peru og kom til Europa i 1400-tallet med spanske opdagelsesrejsende. Senere bredte de sig til Asien og Afrika. Kidneybønner er bælgfrugter, som især er en vigtig næringskilde i Asien og Afrika. Bælgplanter er nogle af de første afgrøder, mennesker har dyrket, og vi har spist bælgfrugter i flere tusinde år.

Opbevaring

Kidneybønner bør opbevares tørt og mørkt, f.eks. i en tætsluttende beholder eller pose i dit køkkenskab. Opbevar aldrig bønner, linser og ærter i direkte sollys. Konserverede kidneybønner på dåse opbevares også i køkkenskabet. Efter kogning og tilberedning bør kidneybønner opbevares på køl. Her kan de holde sig i ca. 4 dage. Kogte kidneybønner kan også fryses. Kog gerne en stor portion og frys dem ned i mindre portioner.
6 måneder
I fryser
1 år
I køkkenskab