Kanel

Kanel
Aromatisk sødme. Ædel og mystisk

Brug: Kanel er værdsat for sin søde, nøddeagtige smag og aroma. I middelalderens Europa var kanel et statussymbol omgærdet af mystik, for det var en velbevaret hemmelighed, hvor kanel kom fra. Kanel blev bl.a. brugt i krydderkager ved juletid, og det er grunden til, at vi i dag stadig forbinder kanel med jul, kager og desserter. Æbler og kanel er også en klassisk duo. Andre lande har tradition for kanel i kødretter. Sammenkogte retter med okse- og lammekød i Nordafrika smager ofte af kanel. Ligesom mad fra det arabiske og indiske køkken. Kanel er et af de ældste krydderier i verden og stammer oprindeligt fra Sri Lanka og det sydlige Indien.

 

Tip: Der findes to typer kanel: Sri Lanka-kanel og cassiakanel. Sri Lanka-kanel kaldes også ceylon og regnes for den ægte og fineste kanel. Den fås som kanelstænger og egner sig både til desserter og varme retter. Vil du være sikker på sød kanelsmag, så køb hele kanelstænger og stød dem selv. Cassiakanel har en skarpere smag og kaldes også kinesisk kanel. Den sælges i flade, tykke stykker, som er svære at knække. Køber du stødt kanel, er det ofte cassiakanel.

 

Alternativ: Brug evt. kardemomme i stedet for kanel.

 

Vidste du, at kanel i tusinder af år har været eftertragtet og er en af grundene til, at europæerne blev opdagelsesrejsende? I oldtiden bragte arabiske og fønikiske købmænd kanel på karavaner via silkevejen i Asien til Middelhavet. Aristoteles og Herodot skrev digte om det mystiske krydderi, som ingen rigtig vidste, hvor kom fra. Romerne brugte kanel i religiøse ceremonier, og deres kejser Nero smed et års forbrug af kanel på sin kones ligbål som en ekstravagant gestus. Biblen fortæller om glædespiger, der gik med parfume af bl.a. kanel, og i dag er kanel stadig en forførende ingrediens i parfumer.

Opbevaring af Kanel

Krydderier bør opbevares i en lufttæt beholder for at bevare smag og farve. Opbevares tørt og afskærmet fra direkte sollys eller varme. Et tip til at teste om et krydderi er for gammelt er at gnide/mase lidt i hånden og dufte til det samt smage på det. Hvis aromaen er svag og ikke træder tydeligt frem bør krydderiet kasseres.

Holdbarhed på Kanel

6 måneder
I køkkenskab