Vi Skal Spise bliver til Coop opskrifter. Nogle af vores opskrifter sender dig videre til vores nye spændende opskrifts side. Håber du kan lide det!

Citron

Brug: En uundgåelig sur grimasse forklarer, hvorfor citron aldrig rigtig har sejret naturel ligesom appelsin, klementin og andre citrusfrugter. Alligevel er citron det mest anvendelige medlem af citrusfamilien. For ingen anden frugt forstår at vække mad til live som citron. Fisk, skaldyr, kød, salater, is, tærter.... Rækken af retter, som liver op af de gyldne dråber, er uendelig. Brug citronsaft i stedet for eddike i marinader. Giv friskt modspil til en sød og tung dessert med reven citron. Eller lad alt fra sovse og supper til te og vand træde i karakter med citronsaft eller citronskiver.

 

Tip: En god og moden citron skal virke tung af saft og tung i forhold til sin størrelse. Den skal være ensfarvet uden rynker og rig på duft. Rul citronen med håndfladen på bordet, inden du presser den. Så kommer saften nemmere ud.

 

Alternativ: Brug andre citrusfrugter som lime, grape og appelsin i stedet for citron. Køb evt. citronsaft på flaske som alternativ til friske citroner.

 

Vidste du, at citron oprindeligt stammer fra Himalaya og kom til Middelhavet i oldtiden? Resten af Europa har kendt citron siden middelalderen. Citron er rig på C-vitamin og kalium.

Opbevaring

Citron kan opbevares ved stuetemperatur, i frugtskålen eller køkkenskabet. Du kan med fordel lægge frugten i køleskabet for at forlænge holdbarheden. Holdbarheden afhænger dog af hvor moden frugten var ved køb. Pres evt. saften fra citron og frys den i isterningposer eller større portioner.
10 måneder
I fryser
14 dage
I køkkenskab
21 dage
I køleskab