Vi Skal Spise bliver til Coop opskrifter. Nogle af vores opskrifter sender dig videre til vores nye spændende opskrifts side. Håber du kan lide det!

Chili

Brug

For nogle er chili indbegrebet af en gastronomisk gyser, mens andre sværger til civiliseret vildskab ved spisebordet. Selv om chili ofte deler vandene, brænder de små røde djævle i forskellige styrker, så der er chili for enhver smag. Frøstolen, som er hvid og sidder inde i chilien under stilken, udgør størstedelen af flammehavet sammen med de hvide skillevægge. Skrab dem væk sammen med frøene, inden du snitter chilien, hvis du foretrækker den mildeste smag.

 

Kan det ikke blive hot nok, så snit hele chilien. Chili findes i utallige varianter, og generelt er de små stærkere end de store. Brug chili i alt, der smager af Mexico eller i wok-retter med hvidløg og ingefær. Fyr op under kartoffel- eller græskarsuppen, eller sæt fut i en marinade til kød og kylling. Men pas på! Bliver maden for stærk af chili, er der ingen vej tilbage.

 

Tip

 Husk at vaske hænder grundigt med det samme, når du har gjort frisk eller tørret chili klar til maden. Eller brug evt. plastikhandsker, når du håndterer chili. Selv en smule chilisaft på hænderne kan svi eller irritere, hvis du f.eks. klør dig i øjnene. Husk også at vaske spækbræt og kniv med det samme.

 

Alternativ

I stedet for frisk chili kan du evt. bruge tørret chili, syltede jalapenos, chili sauce eller tabasco sauce. Du kan også bruge andre stærke krydderier som cayennepeber eller ingefær.

 

Vidste du, at

  chili er i familie med peberfrugter? Men chili er stærk, fordi den indeholder op til 30 gange mere af stoffet capsaicin. Selv om chili trives i varme egne, vokser den også fint derhjemme i en urtepotte i et lunt vindue eller drivhus.

Opbevaring

Opbevar chilifrugter indpakket i en plastikpose i køleskabet. Her kan de holde sig ca. 1 uge. Hvis du ønsker at forlænge holdbarheden kan du med fordel sylte eller tørre frugterne.
7 dage
I køleskab