Vi Skal Spise bliver til Coop opskrifter. Nogle af vores opskrifter sender dig videre til vores nye spændende opskrifts side. Håber du kan lide det!

De 10 grillbud

Kender du de 10 grillbud? En ægte grillmester følger de 10 grillbud og viser omhu og respekt for både sine råvarer og sine omgivelser.

1. Kul er ikke bare kul

Brug briketter, hvis du vil have jævn varme over lang tid. F.eks. til en steg. Trækul er gode til mindre stykker kød og tilfører en mere røget smag. Gasgrillen er nem og hurtig klar, og så kan den holde den ønskede temperatur i lige præcis den tid man har brug for.

2. Engangsgrill med omtanke

Griller du på udebane, så tag hensyn til andre og husk at rydde op efter dig. Efterlad aldrig en engangsgrill på jorden og da slet ikke i sandet.

3. Brug gasgrill på altan

Røg fra gasgrill generer naboerne mindre, og du har mere kontrol over varmen til både kort- og langtidsstegning. Pas på røgen - Hold øje med vindretning, og grillens placering i forhold til gæster og naboer, når du tænder op.

4. Husk godt grej

Gode grilltænger og adskilte fade til råt og grillet kød er et must. Grillstarteren sparer tid og øger sikkerheden ved optænding, og en bagesten åbner for nye muligheder. Udbyg selv herfra.

5. Brug gode råvarer

Nydelsen af mad fra grillen afhænger i høj grad af de råvarer, du lægger på. Vær lidt god ved dig selv og varier så du udfordre sanserne.

6. Hold styr på hygiejnen

Vask ofte hænder, gennemsteg fjerkræ, vildt, stiksaltet og hakket kød, og hold råt og stegt adskilt.

7. Respekt for kødet

Salt bøffen i god tid inden, det fremhæver smagen og giver en mere mør og saftig oplevelse. Og undgå for kraftig fedtkant, da dryp af fedt giver flammer. Bøffen skal vendes så lidt som muligt – modsat pølserne, der ikke kan vendes nok.

8. Brug varmen optimalt

Er der stadig varme på grillen efter hovedretten er færdig, så læg desserten på grillen. Frugt over kul får en helt ny smag.

9. Genbrug briketter

Dæk de brugte briketter til, når du er færdig. Så kan de ofte bruges suppleret med nye. Når du genbruger briketter der har været startet før, er det vigtigt at de brugte placeres i toppen af grillstarten og de friske briketter i bunden, når der tændes op.

10. Vær gæstfri

En tændt grill er den bedste invitation og mulighed for at hygge med naboer, venner og hvem, der ellers måtte kigge forbi.